Historier om mine videnskabs interesse som barn

Af Valentin Rotne

Som barn var jeg ofte interesseret i naturvidenskab, og også praktisk videnskab.

Jeg, kan bla huske at jeg ofte studerede biologi i 6-7 års alderen, og fandt dyr og insekter, eksempelvis bier, insekter, og mig og mine venner bla. studerede under forstørrelsesglas, men vi legede også, ved fasaner, rådyr osv.

Vi fandt i børnehaven geologiske ting som Flintesten i omkring 5års alderen, der lignede Pilespidser, og flinte-øksehoveder, som en af de voksne pædagoger i børnehaven sagde, at de måske kom fra stenalderens folk. Vi fandt også knogler ude i skoven, fra dyrene i Langebæk, hvor vi boede.

Men jeg var også fænget af de mere praktiske ingeniør ting. f.eks byggede vi små huse af træ, og vi byggede mig, og min lillebror ofte huler af brædder, med søm og hammer. Engang havde vi en rebstige, og fik ideen var at vi satte den op i et stort Kastanjetræ i haven, og så byggede vi en hule oppe i træet, med brædder, og med søm, og med et hejseværk, til at hejse flere ting op i hulen, værktøj, brædder osv. Derudover så byggede jeg, og mine venner huler i skolen og jeg kan huske der var en pedel, der prøvede at ødelægge dem, eller skille dem ad, det brød jeg mig ikke. Jeg byggede også med en af mine venner dæmninger i skoven i Langebæk.

Et andet år lavede vi veje igennem et hav af skræppebladet med knive, hvor vi skar skræppeblade i stykker, og banede vej ind i skoven, som var vi på ekspedition i junglen, i haven ved præstegården. Jeg kan også huske, at jeg en dag hørte en dreng havde ved Møns klint, vi borde tæt ved, havde fundet en tand fra et fortids væsen, der blev lidt jaloux, og fandt selvfølgelig aldrig en tand selv.

Vi legede med teknologi, walkie talkier og kunne skifte forbindelsen med elektromagnetiske bølger til at kunne ved tilfælde overhøre andres samtaler, ved et tilfælde, kikkerter. Vi var på museer. Jeg og min far byggede en dag en ridderborg nede i baghaven ud af træ, hvor vi boede i langebæk.

Og i skolen omkring 3-4 klasse kan jeg huske en af mine venner fortælle om Neil Armstrong der havde gået på oppe månen, og jeg tror jeg forestillede mig ham gå deroppe, og tænkte på om gå der en dag.

Det var lidt om min videnskabs interesse i barndomsårene, og den interesse har jeg stadig.

Jeg ser videnskaber som studier af den fysiske natur, delt ind i kategorier ligesom bøger er inddelt på et bibliotek, om planeter, om liv, om sten, om lande, om teknologi.

Historien om da jeg mødte Thich Nhat Hanh.

En historie fra min barndom: Da jeg var omkring 7 eller 8 år, rejste mig og min far til Tyskland, fordi den Buddhistiske munk Thich Nhat Hanh kom og besøgte et sted i Tyskland, for at undervise i meditation og buddhisme. Han havde en masse Buddhistiske munke, og nonner med sig. I denne tid læste min far ofte højt for mig, og en dag da han skulle læse, gik jeg op, og hentede bogen vi læste, og på vejen ned gik jeg lidt hurtigt, fordi jeg glædede mig til at høre historien. Da jeg gik ned af trappen, så jeg tre mennesker gik meget langsomt foran mig, og jeg begyndte selv at gå langsommere ned. Der så jeg, at det var Thich Nhat Hanh, og to af hans hjælpere, og han smilede venligt til mig, og han gik meget roligt og langsomt. Jeg ved i dag at han tidligere i sit liv lavede en humanitær organisation, der skulle genopbygge udbombede landsbyer i Vietnam, etablerede lægehuse til de sårede, og skoler efter Vietnam krigen. Og han blev nomineret af Martin Luther King til en Nobels fredspris.Når jeg tænker over denne historie, Så tænker jeg på, at man ofte skal være tålmodig med ting i livet, som betyder noget, og vigtige momenter, fordi tid får vi aldrig igen. Han var et modigt, og et ædelt menneske, han gjorde ting for andre mennesker i nød, og for mennesker, som næsten eller helt havde mistet alt. Han var med til at udbrede Buddhismen i vesten.Og Thich Nhat Hanh satte et eksempel for andre mennesker.